teceremoni

(jap. chanoyu ›teens varme vand‹) bygger på elementer af den mystiske Zen-filosofi og dens idealer om wabi og sabi, uskyld og enkelhed. Teen indgår her som en drik, der er omgærdet af regler og ritualer. Som den praktiseres i dag, er teceremonien udformet af den jap. temester Sen-no Rikyu (1522-91) ud fra en ide om, at teen skal tilberedes på en måde og drikkes under omstændigheder, der formidler tanker om livet. Det er processen, som er målet, og enhver detalje og scene i teceremonien er overvejet og koreograferet i forhold til sammenhængen – fra terummet og dets indretning med blomsterarrangementet og redskaberne, som bruges til at koge vand – til det at tillave og servere teen. Opr. var der intet el. kun et meget spartansk måltid knyttet til chanoyu: en skål ris, lidt suppe og få andre vegetarretter. Senere er der gradvist udviklet et mere omfattende, formelt måltid, cha-kaiseki, som omfatter en lang række retter, især ris, suppe, grilleret og kogt fisk samt salt- og surtsyltede grønsager (se tsukemono). Måltidet er udformet ned i mindste detalje og er stærkt ritualiseret, og udformningen er desuden afhængig af årstiden og de specifikke omstændigheder. Der serveres kun lidt af hver ret, ikke for meget og ikke for lidt. Selve teceremonien, som følger måltidet, indtages i et andet rum el. i en specielt indrettet, primitiv tehytte. Vejen fra stedet, hvor måltidet er indtaget, til tehytten skal være smuk og helst med rindende vand. Vejen skal forberede sindet til teen. Teen tilberedes og serveres af værten. Trækullet til at opvarme tevandet tilberedes i flere omgange, og selve ilden og dens måde at brænde på beundres af gæsterne. Først serveres den ›tykke te‹. Tepulveret (maccha) piskes i det varme vand og serveres for gæsterne i en skål, som alle drikker af. Dernæst tilberedes den ›tynde te‹, som er te trukket på teblade. Teen serveres for hver gæst i smukke kopper el. skåle. [OGM]