tomat

(Lycopersicum esculentum; eng. tomato, fr. tomate, ty. Tomate) findes i mange varianter: runde, ovale, store bøftomater, små cherrytomater, de fleste røde, men gule og violette findes også. Anvendes rå i salater og tilberedte i saucer, supper, tærter og i sammenkogte retter. Grønne, umodne tomater sursyltes. Tomater og tomatprodukter fylder meget i dag, men det er af ret ny dato. Tomaten stammer fra Mellemamerika og den kom – s.m. bl.a. kartoflen – til Europa i 1500-t. i kølvandet på Amerikas opdagelse. Den smukke tomat blev forevist og gengivet i tidens botaniske værker, og den blev plantet i haverne som prydplante. Det er karakteristisk, at det er de oliebaserede køkkener langs Middelhavet, som tidligst optog tomaten, således Italien og det osmanniske rige. I Frankrig var det især Provence, der udviklede et tomatkøkken i kombination med olivenolien, og først i 1800-t. fik tomaten nogen betydning i det smørbaserede nordfr. køkken. I Tyskland vandt tomaten indpas i den sydlige del i løbet af 1800-t., og vi skal ind i 1900-t., før den kom til at spille nogen rolle længere nordpå. Samme billede tegner sig i England, og i Danmark skal vi ind i 1900-t., før den kom til at spille nogen rolle.

I første halvdel af det 20. årh. optræder tomater hos os rå, skåret i tynde skiver, lagt på rugbrød og drysset med sukker. Senere blev tomat og æg i skiver en smørrebrødsklassiker, og i mellemkrigstiden blev tomatbåde alm. både i salat og som pynt, men først på den anden side af Anden Verdenskrig blev tomat virkelig dagligdags. Det store gennembrud kom i 1980'erne, da pasta og olivenolie blev hverdagsmad i Danmark. Det er blevet en selvfølge, at der er friske tomater at få året rundt, og at de fås i mange forskellige former. Tomatprodukternes antal tog også til. Ældst er tomatpuréen, der har været kendt i godt 100 år. Efter Anden Verdenskrig kom tomatketchuppen til Danmark, og i 1960'erne de flåede tomater på dåse. Med pasta-alderen i 1980'erne holdt de mange færdige pastasaucer – sugo, salsa – deres indtog. I 1990'erne blev det soltørrede tomater, dels naturel, dels i olie el. som tapenade el. rød pesto. Hertil kommer marinader med tomat som chilisauce og barbecuesauce. Denne mangfoldighed førte til en udvidelse af det da. sprog med ord som tomatbaseret og tomatiseret. [EMB]