vegetar
er en person, der følger en diæt som udelukker kød og fødevarer, der har deres oprindelse i dyreverdenen fx gelatine og løbe (osteløbe). Vegetarer spiser en kost, der består af frugt, grønsager, nødder, ærter, bønner, brød, pasta og andre kornprodukter. Der er forskellige typer vegetarer, hvor nogle godt kan spise animalske produkter, fx æg og mælkeprodukter, da dyret ikke dræbes for at få æg og mælk. Alt afhængigt af, hvilke fødevarer en vegetar supplerer sin kost med, kaldes de henholdsvis: Lacto-vegetar: supplerer med mælkeprodukter. Ovo-vegetar: supplerer med æg fra hønsefugle. Pesco-vegetar: supplerer med fisk, blød- og skaldyr. Veganer: spiser udelukkende planteføde, og mange veganere søger desuden at undgå animalske produkter på andre områder, fx tøj og sko; nogle veganere tillader dog, at diæten indeholder honning. De fleste vegetarer er sundhedsdyrkende mennesker, der lever efter en livsstil uden rygning og med et minimalt alkoholforbrug. [MAP]