Vergé, Roger
(f. 1930, Commentry, Allier) fr. kok og restauratør, ridder af fr. æreslegion og af ordenen Mérite d’Agricole, uddannet bl.a. på restaurant ›Tour d’Argent‹ og hotel ›Plaza Athénée‹, Paris, arbejdet som kok og køkkenchef i Afrika og Vestindien samt ved ›Hôtel de Paris‹ i Monaco; en central skikkelse i nouvelle cuisine-bevægelsen.
Vergé ejer og driver siden 1969 den kendte restaurant ›Moulin de Mougins‹ i nærheden af Cannes, desuden siden 1977 den noget mere beskedne ›l’Amandier‹ i selve landsbyen Mougins. Fra 1982 leder Vergé endvidere restauranterne ›Chefs de France‹ ved Epcot-centret, Florida.
Ved sit mangeårige samarbejde og venskab med Jørgen Tønnesen har Vergé haft stor betydning for kvalitetsniveau og spændvidde i da. restaurantkøkken, ved at skaffe køkkenchefer hertil ved kurser og uddannelse af da. personale i sine køkkener.
Har skrevet Ma cuisine du soleil (Paris 1978, da. udg. Roger Vergé’s Kogebog, Kbh. 1981; Entertaining in the French Style (Prix Curnonsky 1986); Les légumes de mon moulin, Paris 1992, da. udg. Grøntsager, Kbh. 1994; Les fruits de mon moulin, Paris 1997, da. udg. Frugter og bær, Kbh. 1998. Se også fransk køkken. [JFA]