esrom
da. halvfast, gul, opfisket komælksost med rødkit og talrige uregelmæssige huller, en kraftig lugt, en sødlig smag og 45-60% fedt i tørstof. Esrom angives udokumenteret at været lavet af cisterciensermunke i Esrom Kloster fra 1100-t. indtil reformationen i 1500-t. Den nuværende opskrift er udviklet på Statens Forsøgsmejeri i Hillerød 1937, og produktionen blev genoptaget i 1952. Esrom og danablu er de eneste da. oste, der har opnået Begrænset Geografisk Betegnelse (se beskyttede betegnelser). Navnet esrom er en følge af Stresa-konventionen. Se også skimmelost og ost.